Ida vender hjem

Ida-Louise Andersen valgte i sommers at søge nye udfordringer, nu vender hun tilbage til Vendsyssel og har indgået kontrakt med os frem til sommeren 2021.

Vi er glade for at det lykkedes at hente Ida retur, Ida er en rigtig dejlig pige som passer godt ind i truppen og i den spillestil vi har, Ida skifter med det samme. Vi glæder os til at se Ida i den sorte trøje igen – aftalen er kommet i stand med opbakning fra PJ Revision, som også bliver Ida´s personlige sponsor.

Ida skal spille pladsen på venstre fløj sammen med Sylvie, vi er overbeviste om at det er et godt makkerpar vi har fået sat sammen på den position, et makkerpar der kan udfordre hinanden.


Kent siger

“Ida er en ønskespiller i Vendsyssel Håndbold. Hun er lokal, hun er ung, hun kender klubben, hun kender pigerne, hun er enormt vellidt, og så er hun, ikke mindst, en super dygtig fløjspiller. Vi er grundet vores ambitioner hele tiden på udkig efter det ekstra, der kan skærpe os i topstriden i rækken, og derfor er det rigtig glædeligt, at vi på ganske kort tid har fået tilknyttet Ida på en kontrakt, der i første omgang gælder til sommeren ’21. Velkommen hjem Ida!”

Ida udtaler

Jeg skiftede fra Vendsyssel i sommers for at søge nye udfordringer, men nu glæder jeg mig til at komme tilbage til klubben, efter at have været væk en halv sæson. En gang imellem må man tage et skridt tilbage for så at tage to skridt frem. Jeg kommer til at spille 1. division frem for Liga – til gengæld bliver jeg en del af et hold og en klub på vej frem, så jeg forhåbentlig spiller Liga i Vendsyssel i løbet af 1-2 år. Nu ser jeg frem til kampen mod Ringkøbing, hvor vi skal ned og tage point.